Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Fortsæt med at handle
Justfishing på fisketur – YouTube

Havørredblink – sådan vælger du det rigtige blink til havørred

Et af de spørgsmål, vi får allerflest gange, er: Hvilket blink skal jeg vælge til havørred?

Der findes selvfølgelig ikke ét blink, der vinder hver gang. Forholdene skifter hele tiden på kysten, og derfor giver det mere mening at kende forskel på agnene end at lede efter én bestemt model eller farve, som skal kunne det hele.

Vi vil hellere have en mindre æske med agn, vi kender, end en stor æske fyldt med næsten det samme. Et klassisk blink, en gennemløber med god rotation, en slank tobisimitation og muligheden for at skifte til bombarda kan tilsammen dække rigtig mange situationer.

I guiden gennemgår vi derfor det, vi selv kigger på, når vi vælger agn: form, vægt, gang, farve, vanddybde, vind og årstid. Er du helt ny i havørredfiskeriet, kan du starte med vores komplette guide til havørredfiskeri. Her får du hele grundlaget med.

Blandet endegrej til havørredfiskeri

Hvilket havørredblink skal du starte med?

Hvis vi skulle sende en ven på kysten med en lille grejæske, ville vi ikke fylde den med 20 næsten ens agn. Vi ville hellere vælge få modeller, der kan noget forskelligt: en slank tobisimitation, en gennemløber med tydelig rotation, noget der kan fiskes langsomt over lavt vand og en lidt tungere agn til vind og længere kast.

Til almindeligt kystfiskeri er cirka 12–25 gram et rigtig godt sted at starte. Men kig ikke kun på tallet på pakken. En bred agn på 18 gram kan holde sig højt over tangen, mens en slank agn med samme vægt kan synke hurtigere og skære langt bedre gennem vind og bølger.

Lavt og roligt vand

Noget der kan gå højt og langsomt

Her går vi gerne ned i vægt eller vælger en agn med god bæreflade. Det vigtigste er, at den kan fiskes kontrolleret uden hele tiden at grave sig ned i tang og sten.

Almindeligt kystfiskeri

14–20 gram er et godt udgangspunkt

Det spænd giver os normalt en god balance mellem kastelængde, kontakt til agnen og mulighed for at fiske i forskellige dybder.

Vind, bølger eller mere dybde

Mere kompakt og gerne lidt tungere

Her går vi ofte mod cirka 20–30 gram eller en slankere form. Det gør det lettere at kaste ordentligt og holde kontakt med agnen gennem bølgerne.

Fisk følger uden at hugge

Skift mere end bare farven

Prøv en anden gang, størrelse eller type agn. Nogle gange er det et tydeligt skift i præsentationen – ikke endnu en næsten ens farve – der får fisken til at tage.

I daglig tale ryger meget forskelligt kystgrej ned i samme kasse som “blink”, og det giver egentlig god mening. På kysten er der dog en reel forskel på et klassisk blink, en gennemløber og en kystwobler, og de har hver deres styrker.

Gennemløber og kystwobler til havørredfiskeri

Det klassiske blink

Et klassisk blink har krogen monteret direkte i agnen via en springring. Det er enkelt: på med blinket og i gang med at fiske. Mange modeller har en stabil vuggende eller flakkende gang, og det er stadig en rigtig effektiv måde at fiske havørred på. Forskellen til gennemløberen mærkes især under fighten, fordi selve blinket bliver siddende tæt ved fisken.

Klassisk blink til havørredfiskeri

Gennemløberen

På en gennemløber føres forfanget gennem selve agnen, og krogen sidder separat bagved. Når fisken hugger, kan agnen glide op ad forfanget under fighten. Det giver krogen mere frihed og fjerner noget af den faste vægt direkte ved fiskens mund.

Der findes gennemløbere med meget forskellig gang. Nogle minder nærmest om klassiske blink. Andre roterer kraftigt, når man laver et spinstop. Og nogle er lange, slanke tobisimitationer, der i praksis ligger tæt op ad det, vi normalt ville kalde en kystwobler.

Se vores gennemløbere til havørredfiskeri.

Kystwobleren

Kystwobleren er typisk lang og slank og efterligner ofte en tobis eller anden lille byttefisk. Mange modeller har en mere rolig, vrikkende gang end de bredere rotationsagn. De kan være virkelig stærke, når fiskene jager tobis, eller når vi gerne vil præsentere noget, der ser mere naturligt ud i klart vand.

Kystwobler til havørredfiskeri

Se vores kystwoblere til havørred.

Vægt er ikke det samme som fiskedybde

Gram alene kan snyde. Et bredt blink på 18 gram kan gå højt og langsomt, mens en slank gennemløber på de samme 18 gram kan synke hurtigere og være langt lettere at holde kontakt med i vind.

Derfor kigger vi mindst lige så meget på formen som på vægten. En stor bæreflade hjælper agnen med at holde sig oppe, mens en kompakt eller slank agn typisk skærer bedre gennem både luft og vand.

På lave fjordpladser kan en let gennemløber eller kystwobler være fantastisk, fordi den kan fiskes langsomt hen over tang og sten. På en åben yderkyst med hård vind vil vi ofte gå op i vægt eller vælge en mere kompakt form, fordi vi både skal kunne kaste og holde kontakt med agnen.

Hvis du samtidig er i tvivl om resten af sættet, har vi separate guides til valg af fiskestang, valg af fiskehjul og valg af fletline.

Hvilken farve havørredblink skal man vælge?

Farver fylder meget i snakken om havørredfiskeri, og de kan bestemt gøre en forskel. Men vi ville stadig vælge den rigtige type agn og fiskedybde før den helt rigtige nuance. Hvis blinket går under tangen eller slet ikke kommer ned til fisken, redder farven sjældent dagen.

I klart vand starter vi ofte med sølv, blå, grøn, brun, kobber og andre naturlige tobislignende farver. Er vandet koldt, grumset eller lyset dårligt, prøver vi oftere hvid, pink, rød, orange eller andre farver med mere kontrast. Det er ikke en regel, og vi har altid forskellige muligheder med. Tre tydeligt forskellige farver giver efter vores mening mere mening end otte, der næsten ligner hinanden.

Gennemløbere i forskellige farver til havørred

På helt klart vand og i solskin går vi gerne endnu mere afdæmpet til værks med motoroil, kobber og realistiske småfiskefarver. Falder sigten, eller fisker vi i dårligt lys, skruer vi typisk op for kontrasten. Om natten er det ofte silhuetten og bevægelsen, vi tænker mest over. En mørk agn kan være meget tydelig set nedefra mod den lysere himmel, selv om den ser diskret ud i hånden.

Blink til havørred gennem årets fire årstider

Vi skifter ikke hele grejæsken ud, bare fordi kalenderen skifter måned. De samme agn kan fange året rundt. Det, vi ændrer mest på, er tempo, vægt, fiskedybde og hvor meget kontrast vi vil have i farven.

Vinter – langsommere og ofte mere synligt

I koldt vand fisker vi generelt langsommere. Her er det en fordel med agn, der stadig arbejder ved lav fart, eller som kan hænge, rotere eller flakse attraktivt under et spinstop. I meget lavt vand vil vi hellere have en agn med god bæreflade end en kompakt klump, der straks går i bunden.

Farvemæssigt bruger vi ofte mere hvid, pink, rød og andre tydelige kontraster i den kolde periode, men vi har altid naturlige farver med. Den store blanke vinterfisk kan lige så godt tage en diskret tobisimitation.

Forår – variation og appetit

Foråret er en af de perioder, hvor vi bruger næsten hele æsken. Når vandet begynder at varme op, og der kommer mere liv langs kysten, fungerer både naturlige tobisimitationer og mere aggressive rotationsagn. Vi varierer også tempoet mere og bruger gerne korte accelerationer og spinstop, især hvis vi ser eller mærker fisk, der følger uden at tage ordentligt.

Sommer – fart, tobis og de kølige timer

Om sommeren går vi ofte mod mere naturlige profiler og farver, særligt når vandet er klart. Tobisagtige agn som Line Thru Sandeel, Sandy Inline og Crazy Cuda giver rigtig god mening, når fiskene jager småfisk.

Vi fisker ofte hurtigere i det varmere vand end om vinteren, og morgen, aften og nat kan være de vigtigste perioder. På varme dage kan pladsvalget være vigtigere end selve blinket. Her kan du med fordel kombinere denne guide med vores artikel om hvordan vi finder gode havørredpladser og læser kysten.

Efterår – naturligt, men med plads til provokation

Efteråret kan være rigtig godt på kysten. Vi fisker både naturligt og med mere markante farver, og større agn kan sagtens komme i spil, når fiskene går på større fødeemner. Samtidig begynder de kønsmodne fisk at søge mod gydevandløbene, så her er det ekstra vigtigt at have styr på fredningsbælter og de lokale regler, før man vælger plads.

Vind, bølger og plads bestemmer også blinket

Årstiden er kun én del af valget. Den plads, vi står på, betyder mindst lige så meget.

På et lavt rev med få decimeter vand over tangen er det vigtigere, at agnen kan holde sig højt, end at den kaster 90 meter. På en åben kyst med kraftig sidevind kan en kompakt, tungere eller mere aerodynamisk agn være langt lettere at kontrollere.

I bølger vil vi også gerne kunne mærke agnen og holde kontakt. Nogle meget lette og brede modeller kan blive skubbet voldsomt rundt, mens slankere agn skærer bedre gennem vandet. Omvendt kan den brede agn være præcis det rigtige på stille, lavt vand.

Det er præcis derfor, vi prøver at pakke efter forskellige egenskaber frem for bare at have samme model i ti farver.

Indspinning, fart og spinstop – sådan fisker vi blinket

Vi kører sjældent bare samme tempo hele vejen ind. Et par hurtigere omgange på hjulet, lidt langsommere igen og et kort spinstop gør fiskeriet mere levende. Især på gennemløbere, der begynder at rotere eller flakse i stoppet, kan det være lige dér, hugget falder.

I koldt vand er stoppene ofte længere og den generelle fart lavere. I varmere vand kan vi sagtens fiske markant hurtigere. Det vigtigste er, at du lærer den konkrete agn at kende. Se den arbejde foran dig på lavt vand. Prøv den hurtigt, langsomt og med stop. Når du ved, hvordan den reagerer, bliver det meget nemmere at styre fiskedybden under hele kastet.

Du kan have verdens bedste blink – men krogen skal være skarp

Krogen er nok en af de ting, vi oftest ser blive overset. Man kan bruge masser af tid på blink, farver og fiskeplads, men hvis dagens eneste gode fisk hugger på en sløv krog, er resten næsten ligegyldigt.

En krog kan være sylespids, når den kommer ud af pakken, og alligevel være mærkbart dårligere efter kort tids fiskeri. Sten, muslingebanker, sand, tang og anden bundkontakt slider på spidsen. Derfor har vi altid ekstra kroge med og tjekker dem løbende. Er der den mindste tvivl, skifter vi krogen eller tager et par forsigtige strøg med en krogsliber. Det er en billig del af opsætningen at spare på, når den først skal holde fisken fast.

Til gennemløbere bruger vi både enkelt- og trekroge. Som udgangspunkt ligger vi ofte omkring størrelse 6–8 på trekroge og cirka størrelse 1–1/0 på enkeltkroge, men fysisk størrelse varierer fra model til model.

Vi bruger blandt andet Savage Gear Ring Rigged Trekrog og Savage Gear Ring Rigged Enkeltkrog. Vil du over i Owner, er Owner RST-36 Ringed Stinger Trekrog og Owner RS-61 Ringed Single Hook oplagte modeller med ring til den type rig.

Savage Gear Ring Rigged Trekrog

Savage Gear Ring Rigged Trekrog

Færdig med springring og svejset ring, så den er nem at bruge på gennemløbsrig.

Owner RST-36 Ringed Stinger Trekrog

Owner RST-36 Ringed Stinger

En populær ringet trekrog til kystfiskeri, blandt andet i størrelserne #6 og #8.

Se alle vores kroge til havørredfiskeri.

Sådan rigger vi en gennemløber

Vi holder vores gennemløbsrig ret enkelt: fluorocarbonforfang, gennemløberen, en hård perle, en blød gummiperle og til sidst krogen på en solid eller svejset ring. Mere behøver der ikke være i det.

Rigget gennemløber med krog til havørred

  1. Bind fluorocarbonforfanget til hovedlinen.
  2. Før forfanget gennem gennemløberen i den rigtige retning.
  3. Sæt en hård perle på efter agnen.
  4. Sæt derefter en blød gummiperle på som stødpude foran knuden.
  5. Bind forfanget til den faste eller svejsede ring på krog-rigget.
  6. Kontroller knuden, krogen og at agnen kan glide frit.

Hvis du vil gøre det endnu nemmere, har vi også Savage Gear Seatrout Hooks And Beads Kit, hvor de små dele til et gennemløbsrig er samlet.

Glem ikke bombarda – nogle dage er en flue bedre end et blink

Bombarda hører også hjemme i snakken, selv om det ikke er et blink. Vi bruger det som et ekstra værktøj, når fiskene følger vores almindelige agn uden at tage, eller når vi gerne vil helt ned i størrelse og præsentere en lille flue.

Flåddet fungerer som kastevægt, så du kan fiske en let flue på almindeligt spinnegrej. Det kan være rigtig godt i klart vand og på forsigtige fisk, men også bare på de dage, hvor en mindre præsentation ser ud til at være det, der skal til.

Hvis vi kun skulle have én type bombarda med som allround, ville vi ofte vælge intermediate. Men flydende og synkende modeller har bestemt også deres plads afhængigt af dybde og metode.

Du kan se hele vores udvalg af bombarda til havørredfiskeri. En nem løsning er eksempelvis SFG Rigged Bombarda, mens Trabucco Quick Bomb giver mange vægte og synkehastigheder at vælge mellem.

Bombardaflåd til havørredfiskeri

Hvilke havørredblink ville vi selv have i æsken?

Hvis vi kun måtte pakke en lille kystæske, er det de her typer agn, vi ville bygge den op omkring. Ikke fordi de er de eneste, der virker, men fordi de tilsammen giver os ret forskellige muligheder, og fordi vi kender dem godt.

Udvalg af blink og gennemløbere til havørred

Hansen Knægten gennemløber

Hansen Knægten

En af dem vi ofte ender med at sætte på, når vi vil have tydelig rotation i spinstoppet. Den kan fiskes på mange forskellige måder, og der er godt med vægte og farver at vælge mellem.

Sixty Lures Stikpillen gennemløber

Sixty Lures Stikpillen

Stikpillen har fundet en fast plads i mange af vores egne kystæsker. Den har masser af liv og giver især mening, når vi gerne vil arbejde aktivt med spinstop.

Savage Gear Line Thru Sandeel

Savage Gear Line Thru Sandeel

En gammel kending i vores æske. Den lange tobislignende profil og den rolige gang er især noget, vi har tillid til, når der er småfisk på pladsen.

Westin Sandy Inline kystwobler

Westin Sandy Inline

Sandy er et godt modspil til de bredere rotationsagn. Den slanke profil minder om tobis og giver os en mere rolig og naturlig præsentation.

Savage Gear Zerling gennemløber til havørred

Savage Gear Zerling

Zerling er til de dage, hvor vi gerne vil have mere liv i agnen og arbejde aktivt med fartskift og spinstop.

Sixty Lures Crazy Cuda kystwobler

Sixty Lures Crazy Cuda

Crazy Cuda er lang og tobislignende og giver os noget andet end de klassiske gennemløbere. Den er især interessant, når vi ved eller tror, at fiskene går på småfisk.

Savage Gear Line Thru Sandeel Signature Kit

Savage Gear Sandeel Signature Kit

Den her er selvfølgelig lidt mere personlig for os. Kittet bygger på Line Thru Sandeel og findes blandt andet i Sørens egne Signature-farver – så den hører naturligt med på listen.

SFG Rigged Bombarda til havørred

Bombarda – jokeren i tasken

Ikke et blink, men noget vi gerne vil have med. Når fiskene følger de almindelige agn uden at tage, kan en lille flue bag et bombardaflåd være præcis det skift, der skal til.

Du kan også gå direkte til vores samlede udvalg af blink til havørred, gennemløbere og endegrej til havørredfiskeri.

Hvis du vil slippe for at vælge det hele selv

Det kan være svært at vide, hvor man skal starte, når man står med en hel væg af farver, vægte og modeller. Derfor har vi lavet et Havørred Starter Kit, hvor vi sammensætter et alsidigt udgangspunkt. Har du allerede godt med grej og bare lyst til at få noget nyt i æsken, er Mystery Baggen den mere overraskende løsning.

Et samlet sted at starte

Justfishing Havørred Starter Kit

Et håndplukket udvalg af havørred-endegrej til dig, der gerne vil have et brugbart udgangspunkt uden selv at skulle vælge mellem hele væggen af blink, gennemløbere, kroge og smågrej.

Sølv

399 kr.

Et stærkt basisudvalg til de første ture.

Guld

699 kr.

Mere variation til skiftende forhold.

Se Havørred Starter Kit →
Justfishing Havørred Starter Kit

Lad os vælge grejet

Justfishing Mystery Bag Havørred

Vi sammensætter et unikt mix af havørredgrej til kysten. Indholdet varierer, så du får nye agn og smågrej at prøve af i stedet for endnu en kopi af det, du allerede har.

Fra

300 kr.

Du vælger selv størrelsen på posen.

Indhold

Unikt mix

Vi vælger grejet ud fra vores sortiment.

Se Havørred Mystery Bag →
Justfishing Mystery Bag Havørred

Ofte stillede spørgsmål om havørredblink

Hvad er det bedste blink til havørred?

Der findes ikke ét blink, der er bedst i alle forhold. Vi ville hellere vælge en lille håndfuld agn med forskellige egenskaber og lære dem rigtig godt at kende. Til almindeligt kystfiskeri vil en kombination af en naturlig tobisimitation, en mere roterende gennemløber og en agn til vind og lange kast dække utrolig meget.

Hvilken vægt skal et blink til havørred have?

Cirka 12–25 gram dækker langt det meste almindelige kystfiskeri. På helt lavt og roligt vand kan lettere agn være bedre, mens 20–30 gram kan være en fordel i vind, bølger og dybere vand. Husk, at form og bæreflade betyder mindst lige så meget som gram.

Hvilken farve er bedst til havørred?

Vi bruger ofte naturlige farver i klart og relativt varmt vand og mere kontrastfulde farver i koldt eller grumset vand. Men det er ikke en fast regel. Det vigtigste er at have nogle tydeligt forskellige muligheder og skifte, hvis fiskene ikke reagerer.

Er gennemløber bedre end et klassisk blink?

Ikke nødvendigvis. Begge dele kan være ekstremt effektive. Gennemløberen har den fordel, at agnen kan glide op ad forfanget under fighten, mens det klassiske blink er enkelt og nemt at fiske med. Vi bruger begge dele, men gennemløbere fylder meget i vores egen kystæske.

Skal jeg bruge enkeltkrog eller trekrog?

Begge dele virker. Vi bruger ofte trekroge omkring #6–#8 og enkeltkroge omkring #1–#1/0, men den fysiske størrelse varierer mellem modeller. Det vigtigste er, at krogen passer til agnen og er skarp.

Hvor tit skal jeg skifte krog?

Der findes ikke et bestemt antal ture. Tjek den løbende. Har krogen ramt sten, muslingebanker eller bund flere gange, kan den være sløv efter ganske kort tid. Hav ekstra kroge med og gerne en krogsliber, så du ikke fisker videre med en sløv spids.

Er bombarda relevant, hvis jeg normalt fisker med blink?

Ja. Vi ser bombarda som et rigtig godt supplement. Det gør det muligt at fiske en meget lille flue på spinnegrej og kan være det, der får en svær havørred til at hugge på dage, hvor blink og gennemløbere ikke virker.

Vores vigtigste råd: lær dine egne agn at kende

Man kan bruge rigtig meget tid på at lede efter det næste blink, der skal løse det hele. Vi får mere ud af at have en mindre samling gode agn og vide, hvad de faktisk gør i vandet.

Prøv dem på lavt vand. Se hvor hurtigt de synker, hvad der sker i et spinstop, og hvor langsomt du kan fiske dem hen over bunden. Når du først kender forskellen på dem, bliver det meget lettere at vælge noget med en grund, når du står på kysten.

Det er sådan, vi selv prøver at holde det enkelt.

Knæk og bræk.